...filmen er (...) bedst, når den tillader sig at tage sin posttraumatisk stressramte fremmede alvorligt, og når skuespillet er underspillet, nærmest socialrealistisk. En slags Bourne in The Heartland.
The Guest foreslår med stor troværdighed, at det farlige kan være lige så myrekrybfremkaldende, hvis det stirrer dig i øjnene, som hvis det gemmer sig i mørket.